1 vare lagt i indkøbskurven
Jeans
Jeans eller denim stammer fra den franske by Nîmes, hvor udenlandske købmænd i begyndelsen af 1800-tallet opdagede et stof med imponerende egenskaber. Det slidstærke stof blev kaldt serge de Nimes (silke fra Nimes), men i årenes løb er navnet blevet forkortet til det, vi i dag kalder denim. Oprindelsen af ordet jeans er derimod stadig ikke helt fastslået. En historie går dog på at ordet kommer fra en bomuldsbuks, der minder om jeans, som blev brugt af sejlere i Genova. Matroserne blev kaldt Gener på grund af deres oprindelse fra Genova, hvilket sandsynligvis gav anledning til navnet. For mange er denim synonym med jeans, men for at adskille disse to, kan man sige, at denim er stoffet mens jeans er selve beklædningsgenstanden.
 |
HistorieDet er nærmest umuligt at undgå at nævne Levi Strauss når man taler om jeans, da han på mange måder var en pioner. Levi Strauss er blevet synonym med denim og det var også ham der startede med at bruge stoffet i bukser, som var tilegnet de hårdtarbejdende guldgravere. I begyndelsen producerede han faktisk bukserne i hamp, hvilket dog var meget ubehagelig at have på. Senere opdagede han denim og begyndte i stedet at bruge dette stof til sine bukser, som viste sig at være både mere behageligt og mere slidstærkt.Hvordan er jeans så blevet brugt i løbet af årene? Fra Levi's første 501-buks i 1890, hvor målgruppen var guldgravere, er der sket en hel del. Før 2. verdenskrig blev jeans hovedsageligt brugt i den vestlige del af USA, og var synonym med cowboys og den amerikanske arbejderklasse. En af grundene til at jeans blev en mere almen anvendt beklædningsgenstand i USA, var blandt andet fordi de amerikanske krigsveteraner fra 2. verdenskrig ofte brugte jeans i det civile, hvilket gjorde jeans mere almindelige og til en hverdags beklædningsgenstand. 2. verdenskrig var også årsagen til at jeans blev udbredt uden for USA's grænser. Mange af de soldater som var udstationerede i Europa og Japan brugte, ligesom krigsveteranerne, ofte jeans i det civile, som et symbol for hjemlandet. I 1953 brugte Marlon Brando jeans i filmen "Vild ungdom", og to år senere lavede James Dean samme nummer i "Rodløs Ungdom". Både Brando og Dean brugte desuden også jeans ved siden af filmproduktionen. Pga. disse to film og Marlon Brando og JamesDean blev jeans mere populært og samtidigt også et symbol for ungdommen og rebellerne. Begge skuespillere represænterede hjemkomne soldater, som gik mod normen og kørte rundt på motorcykel, frem for at flytte ind i hus og stifte familie. Efter filmene blev jeans faktisk forbudte at have på i skoler i hele USA, hviket blot var med til at gøre buksen endnu mere populær. |
 |
I 60'erne begyndte den amerikanske middelklasse at bruge jeans, for at vise, at de sympatiserede med arbejderklassen, som var de første til at blive udsat for racediskriminering og også til at blive indkaldt til militæret. Det at jeans har været med til at forene samfundsklasser, har været en af grundene til at jeans har overlevet i et århundrede. Den største grund er dog nok, at alle har råd til at købe dem, de er slidstærke, samt at de ser godt ud og kan bruges uanset om de er nye eller gamle. I løbet af 70'erne begyndte jeans at blive en del af trenden og i 80'erne og 90'erne begyndte modehusene at producere designer-jeans, og jeans blev en fast del af diverse modeshows og catwalks. |
 |
SammensætningNår det kommer til kvaliteten af jeans afhænger det generelt af to egenskaber; konstruktion og stof. Alle jeansmodeller minder i høj grad om hinanden når det kommer til konstruktionen, da de består af 21 dele og sættes sammen i 36 moment når de syes. I takt med industrialiseringen og udviklingen af mere avancerede symaskiner, er det blevet vanskeligere at skelne mellem jeans af god og af lidt dårligere kvalitet. Ofte er det først efter et par vaske at man se forskellen på et par gode og et par dårlige jeans, da jeans i dårligere kvalitet hurtigere vil gå i stykker. En anden måde at tjekke om jeans er af høj kvalitet eller ej, er ved at se hvor mange steder jeansene er forstærket. For eksempel vil bæltestropper, baglommer og gylpen ofte være forstærket med kortere søm i en højere intensitet (28 til 42 sting), ved et par jeans i højere kvalitet. |
 |
Denne type søm bruges i områder som udsættes for større belastning og slid, hvilket resulterer i en længere levetid. Fælles for alle jeans i en høj kvalitet er, at de er forstærket på denne måde. Alternativt er en buks i høj kvalitet også udstyret med nagler i lommehjørnerne. Visse mærker undviger dog bevidst nagler, da de kan slide på diverse underlag som eksempelvis stole og bilsæder. Levi's brugte allerede i 1873 kobbernagler for at forlænge levetiden på deres arbejdsbukser, og de første 501-modeller havde desuden også en nagle i skridtet. Denne er dog siden hen forsvundet fra designet, og myten siger at årsagen var at den varmeledende kobbernagel blev så varm, når cowboys sad ved bålet, at man kunne risikere at brænde de ædlere dele |
 Højrehåndsvævning |
StoffetFælles for alle jeans er måden de er vævet på. Stoffet er sammensat af garn som flettes sammen fra to retninger, hvor det horisontale garn kaldes for veft, og det vertikale garn for varp. I denim er det varpen som er farvet, mens veften ofte er ufarvet. Det er delvist dette som giver denim-stof det karakteristiske diagonale mønster. Den anden årsag er selve vævemetoden, den såkaldte højrehåndsvævning, som er illustreret ude til venstre. De diagonale hvide ruder er den ufarvede veft, mens det sorte er varpen. Årsagen til at denim ofte er farvet på ydersiden og ufarvet på indersiden, er netop måden stoffet er vævet på. |
 Toskaft |
Toskaft Til venstre ses den mest anmindelige type vævning ved stof generelt, også kaldet "toskaft-vævning". Grunden til at denim ofte er blåt, er at det oprindeligt blev farvet med indigo, som er et naturligt farvepigment fra Indien, som var billigt og enkelt at arbejde med. I løbet af 1900-tallet blev indigo erstattet med syntetiske alternativer, som var endnu enklere og billigere at arbejde med. |
 |
Der findes forskellige metoder for vævning. Højrehåndsvævning som blev nævnt ovenfor, har et mønster som strækker sig op mod højre. Dette er den mest almindelige vævningsmetode, da den er tættere og glattere end venstrehåndsvævning, som til gengæld er blødere. Grunden til dette er, at garnet der anvendes ved vævningen består af to tråde, som er drejet om hinanden mod venstre. En enkelt måde at afgøre om jeans er højrehåndsvævet eller venstrehåndsvævet, er ved at placere hænderne på låret med tommelfingrene pegende ind mod lysken. Følger mønstret i buksen højre pegefingre, så er buksen syet via højrehåndsvævning og omvendt. Det er i løbet af de sidste 15-20 år blevet mere almindeligt med mere stræk i stoffet for jeans. Dette er muligt ved at en lille mængde (sædvanligvis 2-5%) elastiske fibre spindes ind i garnet, hvilket resulterer i et blødere og mere strækbart stof. Disse fibre er ofte lycra eller elastan. Selvfølgelig findes der andre faktorer end vævningen, som gør jeans forskellige fra hinanden. Selvom stoffet er vævet på samme måde kan egenskaberne for stoffet være forskellige. Iblandt jeansentusiaster tales der ofte om stoffets vægt, eller rettere sagt oz (ounces). Dette refererer til, hvor meget garn som er brugt til en given overflade. Oz er hvor meget en kvadrat-yard af et stykke stof vejer i ounces (en ounce er omkring 28,35 gram og en kvadreret-yard svarer til 0,9144 kvadratmeter). Man siger at tekstiler mellem 8 og 9 oz hører til de lette stoftyper, mens tungere stoftyper typisk vejer mellem 14 til 19 oz. Japanske vævere har endda formået at fremstille varianter, der vejer omkring 25 oz, hvor bukserne nærmest kan stå ad sig selv. De fleste jeans som fremstilles i dag vejer mellem 10 og 13 oz. |
 Selvage |
Et andet emne som ofte dukker op ved diskussioner om jeans, er hvorvidt jeans er fremstillet i selvage-denim eller ej. Selvage vedrører fremstillingen af denim, eller nærmere, denim fremstillet på specielle væve. Selvage-denim er vævet på mere primitive væve end dem som industrialiseringen har ført med sig, og er betydeligt smallere end moderne væve, nærmere bestemt omkring 21 til 32 tommer. Navnet "selvage" kommer fra at stoffet ved disse væve selv skaber færdige kanter (self-edge), i modsætning til moderne væve, hvor kanterne skal laves efterfølgende. En fordel ved selvage er blandt andet, at der er mindre risiko for at syninger skal gå op, men arbejdstiden er dog også betydeligt længere og arbejdet også mindre perfekt. De fleste selvage-væve findes i dag i Japan, da de amerikanske jeans-producenter i løbet af 50'erne gik over til de mere moderne væve, for bedre at kunne imødekomme den stigende efterspørgsel. Japanerne tog for alvor produktionen via selvage-væve til sig i 80'erne, da de satte pris på den anderledes tekstur af stoffet og den måde selvage-jeans ældes på. Selvage-denims kendetegn og det som mange sætter pris på, er den kant, som er synlig på indersiden af buksebenet. Rigtige jeans-entusiaster sætter dog i højere grad pris på selve stoffet. I dag har stort set alle premium jeansproducenter mindst en model som er fremstillet i selvage-denim. |
 |
Vask og efterbehandlingAfhængig af fremstillingsteknik og andre faktorer siger man at det tager omkring ni og et halvt minut at producere et par jeans. Derudover kan forskellige overfladebehandlinger tage længere tid og resultere i, at det tager op til fem dage at få jeansene helt færdige. Det er som regel vask og behandling som kræver mest arbejde og tid. Udtrykket "vask" i sammenhæng med jeans refererer til, hvor mange gange og hvordan jeansene bliver vasket, før de bliver tilgængelige for dig som slutbruger. Afhængig af målgruppe, moden, sæson og producentens miljørelaterede ansvar, varierer vasken fra mørke til lyse variationer. Faktorer, der styrer forbrugernes valg af farve kan være sæsonen, hvor buksen forventes at blive brugt, og selvfølgelig personlige præferencer. En mørkere farve vælges ofte til efteråret, mens en lysere farve ofte anvendes i lysere sæsoner, som forår og sommer. Et par mørke jeans giver et mere formelt udseende sammenlignet med lyse jeans, som ofte anvendes i mere afslappede sammenhænge.Jeans som kun er blevet vasket eller skyldet i produktionen for at fjerne stivelsen, kaldes normalt for "rinsed". En anden type vask er, at vaske færdigsyede jeans sammen med pimpsten, hvilket er med til at give buksen et slidt og mat udseende. Ved en kemisk vask dypper man pimpsten i kaliumpermanganat for at få et plettet, syrevasket look. Håndteringen og sikkerheden ved brugen af kaliumpermanganat er vigtig, da dette er giftigt, men det er også noget som er blevet væsentligt forbedret i de seneste år som følge af at varemærker / virksomheder tager et større ansvar. |
 |
Jeans som er helt uvaskede beskrives ofte som ”raw” eller ”dry”, da de er uvaskede, ubehandlede og meget stivere end ellers. Derfor kan denne type buks også ofte føles ubehagelig i starten, og det tager et stykke tid før man vænner sig til det. Desuden har raw eller dry bukser også større tendens til at smitte af på andre overflader, som det underlag man sidder på eller ens undertøj. Det fede ved denne slags jeans er dog at buksen har nemmere ved at få et personligt præg af slitage, alt efter hvem og hvordan buksen bliver brugt. |
 |
Et af de største problemer i tekstilindustrien er netop vask og skylninger, da disse processer påvirker miljøet væsentligt, hvorfor mange producenter derfor faktisk forsøger at undgå at denne proces finder sted i mindre udviklede lande, da kontrol med disse processer er mere utilstrækkelig her. En anden måde at undgå problemet på er ved at bruge laser, både til vask og til at tilføje slitage. Denne metode er dog mere avanceret og ny, hvorfor det langt fra er alle producenter som anvender denne metode. |
