Fabriksbesøg hos Astorflex: Far, søn og familiearven

En arv fra 1820
Astorflex' historie strækker sig tilbage til 1820. Fra starten blev der fremstillet enkle og prisvenlige arbejdstasker til folk på den italienske landsby.
Fabio begyndte at arbejde sammen med sin far Alfredo i 1986 og overtog virksomheden, da faderen døde to år senere.
– Da min far døde, havde virksomheden fem eller seks ansatte. I dag har vi omkring 50 personer, der arbejder her. Det er et stort ansvar at føre denne historie videre. Samtidig skal vi være stolte af at have forvandlet en lille virksomhed til en forretning, der stadig er lille, men som er til stede på et internationalt marked.
En central del av tillverkningen är den så kallade Ideal-konstruktionen, där en synlig söm löper runt skon, en teknik som Fabio har ärvt av sin far. Skorna tillverkas fortfarande i små serier, med stor kontroll över varje steg i processen.
To generationer, to perspektiver
At arbejde sammen som far og søn indebærer at forene forskellige erfaringer, men også forskellige måder at se på virksomheden.
– Jeg er en fabriksmand. Jeg går ud i fabrikken, beskytter ikke hænderne og kan lave en sko fra start til slut, siger Fabio.
Sønnen Giulio har i sin tur taget et stadig større ansvar for administration, digitale systemer og virksomhedsledelse. Men hans indtræden i virksomheden har betydet mere end en tiltrængt aflastning.
Hvad er det bedste ved at arbejde sammen med sin søn?
– Indtil for nogle år siden så jeg ikke særligt lyst på fremtiden, siger Fabio. Arbejdet var begyndt at føles tungt, men da min søn kom ind i virksomheden, bragte det glæde. Siden da er det gået rigtig godt, meget takket være min søn og den fremtid, vi nu kan se for virksomheden.
– Og det negative? indskyder Giulio.
– Der er intet negativt.
– Ikke noget som helst?
– Selvfølgelig har vi nogle små skænderier, men det er bare småting. Jeg er glad. Og stolt.
Men de er ikke altid helt og aldeles enige om, hvordan arbejdet skal udføres. Sønnen Giulio griber chancen for at give sin far en venskabelig stikpille om deres forskellige arbejdsmetoder:
– Det negative ved dig er måske, at du har for meget kreativitet. Du går gerne videre til næste ting, før det, vi allerede har, rigtig har haft tid til at lande.
Fabio forsvarer sin konstante trang til at skabe noget nyt:
– Jeg drives af at kunne skabe noget og vise det til mennesker, der værdsætter det, eller også gør de ikke. Hvis jeg kun havde tænkt på økonomien, havde jeg lukket virksomheden for tyve år siden.
– Jeg mener ikke kun økonomien. Jeg taler om, at jeg nogle gange synes, man skal bruge ti sekunder ekstra på det, man laver; du har en tendens til at gøre, gøre, gøre, når bare ti sekunder mere ville have været tilstrækkeligt, svarer Giulio.
– Hvis man ikke hele tiden kommer med nye idéer og forslag, sker der ingenting.
På trods af deres forskellige arbejdsmetoder ser det ud til, at de er enige om, hvad der driver dem, nemlig at kunne fortsætte med at skabe nye ting uden altid at tænke på økonomien. At få lov til at gøre det, fordi man kan lide det.
Det er et muntert replikskifte, som siger en del om deres forhold. Den ene vil fremad, den anden vil nogle gange stoppe op. Måske er det netop kombinationen, der gør, at et over to hundrede år gammelt firma kan fortsætte med at udvikle sig.
Made in Italy, på rigtig
Begrebet Made in Italy forbindes ofte med kvalitet, håndværk og tradition. For Astorflex handler det imidlertid ikke primært om national stolthed, men om noget betydeligt mere konkret: at kunne følge og kontrollere hele fremstillingsprocessen.
– Vi har hele processen herinde, fra klipning og syning til montering. Og alle vores leverandører er italienske. Det er hvad Made in Italy betyder for os.
At bevare produktionen tæt på er også en måde at hushold med ressourcer. Når noget går galt, kan det opdages og rettes med det samme, i stedet for at store mængder materialer eller færdige sko skal kasseres.
For Fabio handler moderniseringen ikke om at erstatte håndværket, men om at lette et arbejde, som han selv ved kan være fysisk krævende.
– Jeg gjorde selv det arbejde otte timer om dagen, siger Fabio. På lørdage kørte jeg leverancer, jeg arbejdede om dagen og lavede fakturaer om aftenen. At arbejde ved fræsemaskinen otte timer om dagen er virkelig utrolig hårdt for kroppen. Det må koste, hvad det koster. I stedet for at købe en luksusbil brugte vi pengene på den her robot.
At føre håndværket videre
Når vi spørger Giulio, hvad han har lært af sin far, som han ikke kunne lære i skolen, handler svaret ikke om forretningsstrategier eller virksomhedsledelse. I stedet fremhæver han de praktiske færdigheder, som kun kan tilegnes gennem erfaring.
– Jeg har især lært at håndtere de problemer, der opstår hver dag, især i en produktionsvirksomhed, hvor problemer er en del af hverdagen. At ikke altid søge hjælp fra andre med det samme, men først forsøge at løse problemerne selv.
Samtidig arbejder Fabio og Giulio på at udvikle fabrikens arbejdsprocesser, forbedre de digitale systemer og investere i mere moderne maskiner. Et af målene er at gøre skoproduktionen mindre fysisk krævende og mere attraktiv for en yngre generation.
Fra fabriksgulvet til middagsbordet
Senere samme aften fortsætter vores besøg på Trattoria Stazione, familiens restaurant drevet af Giulios bror. Her serveres en smagsmenu med lokale råvarer, hvor nærheden til producenterne og det, der er tilgængeligt for sæsonen, står i centrum.
På fabrikken er råvarerne udskiftet med læder, såler og tråd, men grundtanken er den samme.
To forskellige virksomheder, forenet af familien, håndværket og det sted, hvor alting engang begyndte. En vilje til at bevare noget, uden at stå stille af den grund.















