Stilikon Marlon Brando - en attitude

Blandt de yngre er han i dag bedst kendt for rollen som den ærefulde og karismatiske ”Godfather”, mens dem som husker ham fra han levede, også vil huske ham fra de andre store film, samt det politiske og aktivistiske menneske han var. Han kom ikke godt ud af det med pressen, og han brækkede engang kæben på en paparazzi. Han gav stort set ikke interviews og udtalte sig primært mod ulighed og uretfærdighed i verden. Så, hvad ved vi egentlig om Marlon Brando; en af forrige århundredes mest markante skikkelser?

Ud af en temmelig dysfunktionel familie med to alkoholiske forældre voksede han op i en forstad til Chicago hvor familien boede fra han var 6 år gammel. Faren var voldelig, over for sine børn og sin kone, hvilket sandsynligvis også var en af årsagerne til morens kraftige alkoholmisbrug. De fandt hende som regel på en barstol på en a Chicagos snuskede beværtninger. Næppe et kært barndomsminde, men trods det, og i modsætning til forholdet til sin far, var han ikke helt uden affektion for sin mor som han beundrede for sin rebelske og individualistiske karakter. Men morens manglende evne til ordentligt at opfostre sine børn samt farens kolde natur satte unægtelig sit præg på den unge og utilpassede mand. Og Brandos udisciplinerede og rebelske natur var også det som fik ham smidt ud af High School, hvor han ifølge rygtet havde kørt ned gennem skolens korridorer på sin motorcykel. Brandos far sendte ham afsted på militærskole i Minnesota – hvor han til sidst også endte med at blive smidt ud for hensynsløs opførsel.

Med en så forholdsvis barsk og utilpasset baggrund kan man også have lyst til at spørge hvordan interessen for skuespillet opstod, og selvom det ikke vides præcist, ligger en del af svaret måske netop i de tidlige år af Brandos liv. I private lydoptagelser offentliggjort efter Brandos død, beskriver han det blandt andet således; ”Når du som barn er uønsket, leder du efter andre identiteter som vil blive accepteret”, og rollespillet blev i hans opvækst en måde at overleve på, fordi det gav ham muligheden for at tilpasse sig og få folks opmærksomhed. Da faren siden hen efter militærskolen havde givet op på ham, rejste Brando i 1943 selv til New York for at opsøge skuespillet, som efter sigende det eneste han nogensinde rigtigt havde fundet glæde ved.



I Brandos barndom og teenageår var filmindustrien fortsat ung, og verden havde først lige set de første store filmproduktioner så som Frankenstein og King Kong. Den Anden Verdenskrig, og det følgende behov for underholdning og propaganda satte ikke mindre gang i den udvikling, og i efterkrigstiden kørte Hollywood på fuld gas, og det vrimlede med store filmstjerner i Los Angeles som Fred Astaire, Cary Grant og Clark Gable. Men det er vigtigt at forstå, at det som gjorde Marlon Brando til noget helt særligt – og den måske mest indflydelsesrige skuespiller i det 20. århundrede – var, at han var den første store skuespiller som benyttede sig af Stanislavski-teknikken, som er det vi i dag kender som ”Method acting”. I dag tager vi det for givet, men på det tidspunkt, i slutningen af 40’erne, var stilen og skuespilteknikken i selv de store produktioner lidt som det vi kender fra revyforestillinger og teater, altså en anelse kunstig, og fremstillingen er næsten som om der bliver læst op fra et manuskript. Method acting handler i stor udstrækning om at studere nøje og sætte sig ekstremt godt ind i sin rolle, nærmest blive ét med rollen, for på den måde at kunne spille den mere naturligt og med størst mulig overbevisning. Et tidligt eksempel er engagementet han viste før sin første spillefilm ”The Men” (1950), hvor han spiller en lammet krigsveteran. Forud for optagelserne brugte han flere måneder på et krigshospital blandt veteraner som alle selv var traumatiserede og sad i kørestol. Selvom filmen ikke i sig selv blev en kommerciel succes, var indvirkningen så kraftfuld, og Hollywood var forandret for altid.

I starten af 1950’erne tog det fart, han modtog sin første Oscar-statuette for ”A Streetcar Named Desire” i 1951 og havde med rollen som den brutale Stanley Kowalski også cementeret sig som et sex-symbol i Hollywood. Trods sin succes var Brandos respekt for filmbranchen dog noget begrænset, han gav ikke meget for det overfladiske Hollywood og han udnyttede på sin vis sit talent til at forsørge sig selv gennem sin karriere. Han arbejdede mindst muligt, i snit én film om året, hvilket betød at han kunne arbejde 3 måneder på en film, og holde fri de resterende. Han har derfor også spillet nogle afsindigt dårlige roller gennem årene, men uanfægtet karrieremæssige op og nedture, har han spillet nogle så de største roller, i nogle af de største film det 20. århundrede har set. Fra tidlige som ”The Wild One” og ” On The Waterfront” til hans comebackfilm i 1970’erne, ”Last Tango in Paris”, ”Apocalypse Now” og selvfølgelig ”The Godfather”, med hvilken han vandt sin anden Oscar – en pris han i typisk Marlon Brando stil, og med stor kontrovers, ikke selv mødte op for at modtage. I stedet havde han sendt Sacheen Littlefeather, en ung indianerkvinde klædt i fuld Apachedragt, som en protest mod Hollywoods fremstilling af de amerikanske indianere i film og tv.

Han vil for altid være Hollywoods første og største rebel, en utæmmet naturkraft som ramte den pæne og etablerede filmbranche, og som fascinerede mænd som kvinder med sin rå og maskuline karisma. En markant skikkelse med markante holdninger, som ikke var bange for at tale de svages sag, selvom det kunne have fatale konsekvenser for hans karriere. Han kæmpede længe og åbent for sortes rettigheder i USA, samt mod Apartheidstyret i Sydafrika. Skuespillerkollegaen Martin Sheen mindes at tænde for sit TV og se Marlon Brando gå gennem et Harlem i flammer og totalt oprør, den aften da Martin Luther King blev dræbt; ”En af de modigste gerninger jeg nogensinde har set, og det havde en enorm betydning” udtalte Sheen. Nej, Marlon Brando var et komplekst og til tider et mørkt menneske, måske resultatet af en hård opvækst. Men han tog aldrig den lige vej i livet, og måske var det netop den hårde medfart og svigt tidligt i livet, som gav ham den empati og det engagement til at altid at kæmpe for dem som stod svagest.