Alain Delon – filmstjernen der blev en stilikon for generationer

Hvad er det egentlig, der gør en menneske til en stilikon? Det kan næppe kun handle om tøjet. Gennem historien har utallige skuespillere båret veltilpassede jakkesæt og perfekte frakker uden at efterlade noget varigt indtryk. Alligevel er der visse navne, der fortsætter med at dukke op generation efter generation, når stil kommer på tale. Alain Delon er et af dem.  

Det er fascinerende, hvor stærkt film og stil hænger sammen. Selvom kostumedesignere og designere ofte står bag udtrykket, er det skuespillerne, vi husker. På samme måde som Marlon Brando kom til at blive forbundet med linnet og Steve McQueen med den amerikanske sportstil, blev Alain Delon ansigtet udadtil for europæisk elegance.

Vi har derfor ikke valgt de film, hvor Delon blot er velklædt, men de roller, der kom til at definere de stilidealer, han stadig er forbundet med. Sammen fanger de tre forskellige sider af den æstetik, der gjorde ham til en af filmhistoriens mest bestående stilikoner.  

Plein Soleil, 1960 

Plein Soleil udspiller sig på den italienske riviera og bygger på Patricia Highsmiths roman The Talented Mr. Ripley. Midt i denne idylliske miljø bevæger Alain Delon sig som Tom Ripley – en af filmhistoriens mest fascinerende antiheroer. Filmen blev Delons store gennembrud, og mange mente, at han legemliggjorde Tom Ripley snarere end at spille ham. Med sit drengede smil og sin sværttolkede charme skaber Delon en karakter, der er lige så forførende som ubehagelig. 

Det er også i Plein Soleil at billedet af Alain Delon som stilikon begynder at tage form. Opknappede skjorter, strikkede pikéer, højhalsede bukser og loafers bæres med en selvfølgelighed. Stilen føles aldrig særligt gennemtænkt eller tilrettelagt – og det er netop det, der gør den så tidløs. Filmen beskrives ofte som en klassisk summer noir, hvor den italienske idyl langsomt får en mørkere tone. Samtidig er den en stilfuld skildring af livet ved Middelhavet og et tidligt eksempel på den afslappede sommerelegance, der kom til at blive stærkt forbundet med Alain Delon. 

Le samouraï, 1967 

I Le samouraï møder vi en helt anden Alain Delon. Den solblegede rivieraelegance er blevet erstattet af en stil, der signalerer pondus og et mere autoritært udtryk. Her spiller Delon lejemorderen Jef Costello, en af 1960'ernes mest ikoniske filmkarakterer. Under Jean-Pierre Melvilles regi skaber han en figur, der siger meget lidt, men udtrykker desto mere gennem sit kropssprog og sin uklanderlige påklædning. 

Stilmæssigt er Le samouraï betydeligt mere gennemført. Alt er afskallet, rent og disciplineret. Jef Costello blev en ikon for den lyse trenchcoat i knælængde, ofte båret lukket med bæltet markeret i taljen. Silhuetten er lang og stram, med rene skuldre og et fald, der mere minder om en uniform end en traditionel frakke. Den smalbrættede fedora på hovedet forstærker samme følelse af anonymitet og mystik. Under frakken bæres en mørk jakkesæt, hvid skjorte og smal slips. De minimalistiske beklædningsgenstande sammen med den nedtonede farveskala skaber en af filmhistoriens mest genkendelige silhuetter, hvor hver detalje føles kontrolleret og omhyggeligt afvejet. 

La Piscine, 1969 

Når man taler om Alain Delons stil, er det let at fastne ved de veltilpassede jakkesæt, frakkerne og de formelle roller. Hvis Plein Soleil lagde grunden til Delons status som stilikon, var det La Piscine som cementerede billedet af ham som den ultimative riviera-gentleman. Få film fanger den afslappede luksus og Middelhavselegancen, som kom til at blive så stærkt forbundet med Delon.  

Garderobemæssigt præges La Piscine af kortærmede skjorter, skrigende mønstrede badebukser, åbne kraver og solbriller. Men det er ikke de enkelte beklædningsgenstande, man husker, men måden de bæres på. Her møder vi en mere moden og selvsikker version af den stil, der først blev etableret i Plein Soleil. Tøjet er enkelt, men bæres med en selvfølgelighed, der har gjort filmen til en af de tydeligste referencer for den europæiske riviera-stil. 

Find Alain Delon-stilen 

Delons stil har måske aldrig været ekstremt fremtrædende, men den genfinder sig i forskellige udtryk; den solblegede riviera-elegance, den skarpe jakkestil og den sofistikerede herregarderobe. Måske er det netop derfor stilen har ældet sig så godt. Tøjet står aldrig i centrum, men det føles altid indlysende. Der er en ligegyldighed over for trends og omgivelser. Og måske er det netop denne indlysendehed, der adskiller en stilikon fra en, der bare er velklædt.