For godt og vel et halvt århundrede siden blev i dette smukke og ydmyge område lagt grunden for hvad der i dag er kendt verden over som et af de absolut mest eksklusive og luksuriøse tøjmærker. Dog handler denne historie om alt andet end guld og glamour, men i stedet om respekt og kvalitet – for produktet såvel som for livet. Vi vil forsøge at fortælle historien om en mand, som gennem farvede kashmirtrøjer omskrev historien. Ikke blot for sig selv og sin familie, men for sin hjemby og region, og hvordan hans tanker og handlinger måske er med til at skabe præcedens for en ny, etisk forretningsmodel, som vi om mange år vil læse om i historiebøgerne. En ting er i hvert fald sikkert, vi kommer ikke til at glemme ham, eller Solomeo, lige foreløbigt.

”VI VIL FORSØGE AT FORTÆLLE HISTORIEN OM EN MAND, SOM GENNEM FARVEDE KASHMIRTRØJER OMSKREV HISTORIEN.”

BEGYNDELSEN

Det starter tilbage i 1970’erne, her forelsker den unge Brunello Cucinelli sig for anden gang i livet. Denne ”anden” kærlighed, er denne gang kastet på middelalderbyen Solomeo, hjemsted for Brunellos forlovede, Federica. Her opdager han sin passion for strikhåndværket, noget regionen er særligt kendt for. Federica drev en lille virksomhed i byen, og det blev Brunellos vej ind i denne verden af strik.

Det krævede dog stort mod og en stærk idé at starte op på et tidspunkt, hvor netop strikproduktion i lokalområdet i forvejen var så omfattende og veletableret, og konkurrencen derfor meget hård. Brunellos store innovation var, og er, den farvede kashmirtrøje. Et produkt som på det tidspunkt kun fandtes til kvinder, men som Brunello øjnede en mulighed for også at tilbyde til mænd. Ifølge myten fik han trøjerne produceret i en lang række iøjnefaldende farver, som han siden pakkede i sin bil og kørte over alperne og solgte rundt om i Europa. Det var startskuddet, og Brunello så sig ikke tilbage.

HUMANISTISK KAPITALISME

For at forstå hvad der drev Brunello, er det værd at nævne, at han er vokset op i et arbejderhjem, hvor faderen først drev et lille landbrug, og sidenhen arbejdede på en fabrik inde i storbyen. Selvom livet i bund og grund var godt, var Brunello tydeligt påvirket af at se sin far, som var nedslidt både på krop og sjæl. Folk fra landet blev ikke modtaget særligt godt i byen, og det var ofte en knækket mand, som vendte hjem til familien efter lange og hårde arbejdsdage.

Brunellos minder som barn har derfor også haft en stor indflydelse på, hvordan han selv har ønsket at drive sin virksomhed, med hvad han beskriver som moralsk og økonomisk værdighed. Det er centralt for at forstå hans personlighed og efterfølgende succes, hvor det for ham altid har været vigtigt, at virksomheden ikke bare skulle generere overskud på bundlinjen, men også være på forkant som et eksempel på hans vision om ”humanistisk kapitalisme”. Selvom Brunello i bund og grund er en forretningsmand, får man et meget overbevisende indtryk af, at økonomisk overskud ikke er målet, men midlet til at skabe de bedste rammer og vilkår for de ansatte og folk omkring ham og samtidig forbedre og udvikle samfundet lokalt og internationalt.

Dette kommer til udtryk på mange forskellige måder, og vi ser under vores besøg i Solomeo mange eksempler på, hvordan han efterlever det.

ET VÆRDIGT ARBEJDE

Solomeo er en lille men driftig middelalderby med omkring 450 beboere. Ca. halvdelen af disse beboere er beskæftiget af Brunello Cucinelli, og der arbejder i alt ca. 1.000 mænd og kvinder fordelt over de forskellige områder i Solomeo, fra hovedkvarteret og fabrikken, til fodboldklubben, skrædderskolen, vingården, teatret, biblioteket, samt alle parker, pladser og monumenter. Alt sammen steder, nye som gamle, som Brunello holder af og som han gennem de seneste årtier via sin fond har geninvesteret sine penge i at bygge, restaurere og vedligeholde.

Disse kulturelle samlingspunkter er afgørende, fordi Brunello Cucinelli sætter mennesket i centrum. Det hele starter derfor også med de folk, som arbejder for ham. Det er tydeligt, at han behandler folk med stor respekt og værdighed, uanset om det gælder syerskerne på fabrikken, gartnerne som passer på den lille middelalderby eller de folk, som vi når at hilse på under vores besøg på deres hovedkvarter. Der eksisterer ikke overarbejde, og folk må eksempelvis ikke sende mails om aftenen efter arbejdstid. Ansatte stempler ind kl. 8 og ud igen allersenest kl. 17.30, og de har halvanden times frokostpause, så det er muligt at komme hjem og spise med familien, hvis man ikke spiser med kollegaerne. Lønnen for de arbejdende er 30% højere end gennemsnittet i regionen, og de har desuden en lang række goder, som adgang til Brunellos sports- og trænings-center, teater og bibliotek, samt en årlig ”kulturel bonus” på € 1.000, hvor de ansatte kan få kompenseret billetter fra f.eks. museer, koncerter eller fodboldkampe.



En anden sag som ligger Brunello meget på hjerte, er den store udfordring som hele industrien oplever med fortsat at kunne uddanne og bevare kompetent arbejdskraft. Det er ingen hemmelighed, at kun få unge drømmer om at forfølge et håndværk som tidligere, men Brunello forsøger at genskabe værdigheden og gøre det attraktivt at tage et håndværk op, uanset om det er som gartner, håndværker eller skrædder. Både for samfundets skyld, men afgjort også for sin egen, da han i høj grad selv er afhængig af fremtidens unge for fortsat at kunne levere samme høje kvalitet. Derfor har han også bygget en skrædderskole i Solomeo, så han lokalt kan være med til at løse den udfordring. Her tilbyder han lønnede lærepladser til unge fra hele verden, som kommer i lære hos nogle af de dygtigste og mest erfarne skræddere. Denne udveksling giver både unge mennesker en mulighed for at lære håndværket på absolut højeste niveau, samtidigt med at Brunello opnår at skabe en stærk relation til de største talenter, og mange ender med at forsætte arbejdet for ham efter forløbet.

HÅNDVÆRK OG PRODUKT

Omdrejningspunktet for Brunellos succes er, som vi tidligere var inde på, kashmirtrøjen. Et produkt som er valgt ud ikke blot for sin åbenlyse følsomhed og skønhed, men fordi det tæt forbundet med det førnævnte håndværk og kvalitet, og i forlængelse af dette, god holdbarhed og bæredygtighed. Et kashmirprodukt bør holde for evigt, og det skal aldrig smides væk. Tværtimod, skal det gives videre til ens børn og dets holdbarhed er det sande symbol på dets værdi.

Det lyder måske lidt ambitiøst, men denne omtanke for produktet har båret Brunello frem overalt i verden og er en sandhed som er svær at argumentere imod efter så mange år, for ikke at nævne de mange loyale kunder, som næppe ville acceptere andet. Og man kender det jo selv. Hvor ofte har man ikke ladet sig fortrylle af et tilsyneladende godt produkt med et prisskilt, som måske alligevel var for godt til at være sandt? En T-shirt som synes til at være fremstillet i en fløjlsblød bomuld, eller en striktrøje, som føltes så let og glat mod huden, første gang man prøvede den på? T-shirten trak sig op over navlen ved første vask og føles som sandpapir, og trøjen tabte form, farve og ulden begyndte at nubre, efter blot et halvt års brug. I dag bliver mange produkter desværre ”sminket” for at lokke forbrugerne med noget, der umiddelbart ligner et kvalitetsprodukt. Det kan være kemikalier i varen, som giver en blød fornemmelse, men som forsvinder efter vask. Det kan være, at konstruktionen helt enkelt ikke holder, og du er nødt til at smide et produkt ud, som du havde købt i troen på, at det kunne holde i mang e år fremover.

Der findes afgjort også eksempler på det modsatte, men det er en vigtig påmindelse om, at man skal være på vagt og omhyggelig, når man handler, i dag mere end nogensinde. For vi er i den privilegerede situation, at vi har råd til at vælge rigtigt, både med omtanke for miljøet men også med respekt for det produkt og det håndværk og menneskelige proces som ligger forud, inden det havner i dit klædeskab. ”Brug og smid væk”-kulturen er virkelig skræmmende, og heldigvis blevet mindre og mindre cool blandt de oplyste forbrugere. Hvor meget ligegyldigt tøj bør man egentlig fylde sit skab med?

MERE END ET PRODUKT

Brunello Cucinelli er i ordets fulde betydning et livsstilsbrand. Et bevidst valg. En måde at tænke på og forholde sig til verden på. Det er en fælles påskønnelse af noget så simpelt som et godt håndværk og det dyrebare produkt som resultat. Det er respekt for en natur, som er i balance og for mennesket som opnår værdighed i livet. Det er et udtryk for, at rigdom ikke er lig med grådighed, og at der findes eksempler på, hvordan overskud kan bruges til at skabe glæde for andre og mest af alt fremtidssikre vores eksistens på jorden. Ikke blot ved at sikre planeten vi bor på, men måske endnu vigtigere, at gøre den til et sted, hvor man har lyst til at leve.

[SLIDER2 START]
[ARTNR='23235611r']
[ARTNR='23234611r']
[ARTNR='23233411r']
[ARTNR='23238811r']
[ARTNR='23237011r']
[ARTNR='23241010']
[SLIDER2 STOPP]

Brunellos yndlingscitat er af Fyodor Dostoevsky og lyder enkelt og tydeligt: ”Beauty will save the world”. Med tanke på hvad vi har været vidne til her i Solomeo, giver det meget god mening.

Det er en tidlig morgen, hvor trafikken langsomt begynder at tage til uden for Stockholm. Vi er på vej til et af Skandinaviens mest unikke bade, hvor vi forhåbentlig kan få svar på det spørgsmål, som langt de fleste sikkert stiller sig selv her i 2020 – hvordan bliver man mere harmonisk i en kaotisk verden? Svaret viste sig at være mere simpelt, end vi troede. Da vi nærmer os, er tågen tæt langs fyrretræerne, som omringer det 22.000 kvadratmeter store anlæg. Vi træder indenfor og bydes velkommen af Kersti Olophsdotter, som er presseansvarlig hos Yasuragi. Kort tid efter slutter anlæggets kommercielle direktør, Kristofer Skoglund, sig til os, og vi får sammen en rundvisning. Kersti starter med at fortælle om husets historie.


"Oprindeligt, det vil sige i starten af 70'erne, fungerede denne bygning som skole for LO-fagforeningsmedlemmerne. Bygningen havde et bad, men bestod primært af undervisnings- og konferencelokaler. Tanken var, at man skulle skabe viden og uddanne, og det synes jeg er interessant, for det er noget, vi stadig gør, omend på en anden måde."

Huset blev tegnet af den japanske arkitekt Yoji Kasajima, og tanken var, at bygningen skulle være integreret i naturen og gøre så lidt væsen af sig som muligt på trods af sit store areal. Ved opførelsen tog man hensyn til naturen på stedet, og Kasajima sagde personligt farvel til de træer, der var nødt til at blive fældet.

"Han krammede og talte med hvert eneste træ, der skulle fældes. I Japan har man en stærk tro på, at alt i naturen er sjælfuldt og levende, hvilket er meget tydeligt i deres kultur," siger Kersti.


Badet eller spaen, som de fleste ville sige, er for nylig blevet renoveret og designet af det svenske arkitekt- og designbureau DAP. Her er fornemmelsen af rene linjer, åbne rum og harmoni håndgribelig. Pludselig står det klart, hvorfor de har valgt at kalde sig et japansk bad i stedet for spa.

"Her foregår alt i etaper, og ligesom i Japan er renhed noget, vi tager meget alvorligt. Derfor skal alle vores gæster gennemgå et vaskeritual, hvor man vasker sig på en bestemt måde, før de får adgang til vores varme kilder. Samme fremgangsmåde bruger man også i en Onsen, som man kalder et anlæg i Japan i forbindelse med en varm kilde. Vores japanske bad har ultrafiltrering, hvilket betyder, at der er en indbygget virusbarriere i vores mekaniske vandrensning. Derudover har vi klare instruktioner om, hvordan man holder afstand i badet og andre steder i huset," fortæller Kristofer.


Renheden er også tydelig i selve arkitekturen og designet. Hotelværelserne er minimalistiske med tatamimåtter og rispapirlamper, og alle værelser har udsigt over vandet. Man får det indtryk, at den røde tråd har været, at hvis man fjerner noget, vinder man også noget ekstra. Som om enkelheden var svaret på livets svære spørgsmål. Kersti fortæller desuden, hvad ordet yasuragi egentlig betyder.

"Det japanske ord yasuragi betyder udånding, den man foretager, når man giver slip og ånder ud, for eksempel når man slapper af og langsomt lader sig synke ned i en varm kilde. Når vi er omgivet af varmt vand, udskiller kroppen hormonet oxytocin, som får os til at føle os rolige og trygge og modvirker vores stresshormoner. Man plejer at sige, at det første skridt i afvaskningen er at rense kroppen, og det andet skridt er, når man lægger sig ned i det varme vand og renser sjælen. Måske skal vi i vores kultur til at være lidt mere opmærksomme på vores sjæl," siger Kersti.


Kristofer tilføjer, at stadig flere begynder at indse, at man er nødt til at tage sig tid til at koble af. Mange er blevet sendt hjem fra arbejde, og derfor har de pludselig haft tiden til det. Han tilføjer, at det er vigtigt at fortsætte med at tage sig tiden til det, selv om flere og flere begynder at arbejde på fuld tid igen.

"I dag er der mange, der synes, at man skal forkæle sig selv med afslapning og ved at rejse væk fra hverdagen for en stund. Jeg så gerne, at vi i stedet vender den om og begynder at forstå, hvor livsvigtigt det er at lade batterierne op, uanset om man besøger en fin spa, tager sig tid til at gå en tur i skoven eller bare slapper af derhjemme uden mobiltelefon og skærme for en stund. Det handler om at tage sig tid til at finde fred og ro, så man kan blive et mere nærværende menneske og tage et skridt i retning af at blive sit bedste jeg," siger Kristofer, og Kersti tilføjer:


"Når man befinder sig i stilhed, giver man også sig selv mulighed for at tænke nye tanker. Hvem ønsker ikke at være mere kreativ eller ændre sig til det bedre? Desværre tager vi os sjældent tid til at reflektere, fordi langt de fleste i dag har et travlt program. Hvis man ser på det ud fra et forretningsmæssigt perspektiv, bør man give sine medarbejdere tid til at gøre ingenting. Noget, som ikke alle er klar over, er, at vi har en hel konferenceetage med 23 mødelokaler og et mødekoncept, der har til formål at åbne op for kreativitet og tillid mellem deltagerne."

Se mere og book her.

Det er en tidlig morgen, hvor trafikken langsomt begynder at tage til uden for Stockholm. Vi er på vej til et af Skandinaviens mest unikke bade, hvor vi forhåbentlig kan få svar på det spørgsmål, som langt de fleste sikkert stiller sig selv her i 2020 – hvordan bliver man mere harmonisk i en kaotisk verden? Svaret viste sig at være mere simpelt, end vi troede. Da vi nærmer os, er tågen tæt langs fyrretræerne, som omringer det 22.000 kvadratmeter store anlæg. Vi træder indenfor og bydes velkommen af Kersti Olophsdotter, som er presseansvarlig hos Yasuragi. Kort tid efter slutter anlæggets kommercielle direktør, Kristofer Skoglund, sig til os, og vi får sammen en rundvisning. Kersti starter med at fortælle om husets historie.


"Oprindeligt, det vil sige i starten af 70'erne, fungerede denne bygning som skole for LO-fagforeningsmedlemmerne. Bygningen havde et bad, men bestod primært af undervisnings- og konferencelokaler. Tanken var, at man skulle skabe viden og uddanne, og det synes jeg er interessant, for det er noget, vi stadig gør, omend på en anden måde."

Huset blev tegnet af den japanske arkitekt Yoji Kasajima, og tanken var, at bygningen skulle være integreret i naturen og gøre så lidt væsen af sig som muligt på trods af sit store areal. Ved opførelsen tog man hensyn til naturen på stedet, og Kasajima sagde personligt farvel til de træer, der var nødt til at blive fældet.

"Han krammede og talte med hvert eneste træ, der skulle fældes. I Japan har man en stærk tro på, at alt i naturen er sjælfuldt og levende, hvilket er meget tydeligt i deres kultur," siger Kersti.


Badet eller spaen, som de fleste ville sige, er for nylig blevet renoveret og designet af det svenske arkitekt- og designbureau DAP. Her er fornemmelsen af rene linjer, åbne rum og harmoni håndgribelig. Pludselig står det klart, hvorfor de har valgt at kalde sig et japansk bad i stedet for spa.

"Her foregår alt i etaper, og ligesom i Japan er renhed noget, vi tager meget alvorligt. Derfor skal alle vores gæster gennemgå et vaskeritual, hvor man vasker sig på en bestemt måde, før de får adgang til vores varme kilder. Samme fremgangsmåde bruger man også i en Onsen, som man kalder et anlæg i Japan i forbindelse med en varm kilde. Vores japanske bad har ultrafiltrering, hvilket betyder, at der er en indbygget virusbarriere i vores mekaniske vandrensning. Derudover har vi klare instruktioner om, hvordan man holder afstand i badet og andre steder i huset," fortæller Kristofer.


Renheden er også tydelig i selve arkitekturen og designet. Hotelværelserne er minimalistiske med tatamimåtter og rispapirlamper, og alle værelser har udsigt over vandet. Man får det indtryk, at den røde tråd har været, at hvis man fjerner noget, vinder man også noget ekstra. Som om enkelheden var svaret på livets svære spørgsmål. Kersti fortæller desuden, hvad ordet yasuragi egentlig betyder.

"Det japanske ord yasuragi betyder udånding, den man foretager, når man giver slip og ånder ud, for eksempel når man slapper af og langsomt lader sig synke ned i en varm kilde. Når vi er omgivet af varmt vand, udskiller kroppen hormonet oxytocin, som får os til at føle os rolige og trygge og modvirker vores stresshormoner. Man plejer at sige, at det første skridt i afvaskningen er at rense kroppen, og det andet skridt er, når man lægger sig ned i det varme vand og renser sjælen. Måske skal vi i vores kultur til at være lidt mere opmærksomme på vores sjæl," siger Kersti.


Kristofer tilføjer, at stadig flere begynder at indse, at man er nødt til at tage sig tid til at koble af. Mange er blevet sendt hjem fra arbejde, og derfor har de pludselig haft tiden til det. Han tilføjer, at det er vigtigt at fortsætte med at tage sig tiden til det, selv om flere og flere begynder at arbejde på fuld tid igen.

"I dag er der mange, der synes, at man skal forkæle sig selv med afslapning og ved at rejse væk fra hverdagen for en stund. Jeg så gerne, at vi i stedet vender den om og begynder at forstå, hvor livsvigtigt det er at lade batterierne op, uanset om man besøger en fin spa, tager sig tid til at gå en tur i skoven eller bare slapper af derhjemme uden mobiltelefon og skærme for en stund. Det handler om at tage sig tid til at finde fred og ro, så man kan blive et mere nærværende menneske og tage et skridt i retning af at blive sit bedste jeg," siger Kristofer, og Kersti tilføjer:


"Når man befinder sig i stilhed, giver man også sig selv mulighed for at tænke nye tanker. Hvem ønsker ikke at være mere kreativ eller ændre sig til det bedre? Desværre tager vi os sjældent tid til at reflektere, fordi langt de fleste i dag har et travlt program. Hvis man ser på det ud fra et forretningsmæssigt perspektiv, bør man give sine medarbejdere tid til at gøre ingenting. Noget, som ikke alle er klar over, er, at vi har en hel konferenceetage med 23 mødelokaler og et mødekoncept, der har til formål at åbne op for kreativitet og tillid mellem deltagerne."

Se mere og book her.

For godt og vel et halvt århundrede siden blev i dette smukke og ydmyge område lagt grunden for hvad der i dag er kendt verden over som et af de absolut mest eksklusive og luksuriøse tøjmærker. Dog handler denne historie om alt andet end guld og glamour, men i stedet om respekt og kvalitet – for produktet såvel som for livet. Vi vil forsøge at fortælle historien om en mand, som gennem farvede kashmirtrøjer omskrev historien. Ikke blot for sig selv og sin familie, men for sin hjemby og region, og hvordan hans tanker og handlinger måske er med til at skabe præcedens for en ny, etisk forretningsmodel, som vi om mange år vil læse om i historiebøgerne. En ting er i hvert fald sikkert, vi kommer ikke til at glemme ham, eller Solomeo, lige foreløbigt.

”VI VIL FORSØGE AT FORTÆLLE HISTORIEN OM EN MAND, SOM GENNEM FARVEDE KASHMIRTRØJER OMSKREV HISTORIEN.”

BEGYNDELSEN

Det starter tilbage i 1970’erne, her forelsker den unge Brunello Cucinelli sig for anden gang i livet. Denne ”anden” kærlighed, er denne gang kastet på middelalderbyen Solomeo, hjemsted for Brunellos forlovede, Federica. Her opdager han sin passion for strikhåndværket, noget regionen er særligt kendt for. Federica drev en lille virksomhed i byen, og det blev Brunellos vej ind i denne verden af strik.

Det krævede dog stort mod og en stærk idé at starte op på et tidspunkt, hvor netop strikproduktion i lokalområdet i forvejen var så omfattende og veletableret, og konkurrencen derfor meget hård. Brunellos store innovation var, og er, den farvede kashmirtrøje. Et produkt som på det tidspunkt kun fandtes til kvinder, men som Brunello øjnede en mulighed for også at tilbyde til mænd. Ifølge myten fik han trøjerne produceret i en lang række iøjnefaldende farver, som han siden pakkede i sin bil og kørte over alperne og solgte rundt om i Europa. Det var startskuddet, og Brunello så sig ikke tilbage.

HUMANISTISK KAPITALISME

For at forstå hvad der drev Brunello, er det værd at nævne, at han er vokset op i et arbejderhjem, hvor faderen først drev et lille landbrug, og sidenhen arbejdede på en fabrik inde i storbyen. Selvom livet i bund og grund var godt, var Brunello tydeligt påvirket af at se sin far, som var nedslidt både på krop og sjæl. Folk fra landet blev ikke modtaget særligt godt i byen, og det var ofte en knækket mand, som vendte hjem til familien efter lange og hårde arbejdsdage.

Brunellos minder som barn har derfor også haft en stor indflydelse på, hvordan han selv har ønsket at drive sin virksomhed, med hvad han beskriver som moralsk og økonomisk værdighed. Det er centralt for at forstå hans personlighed og efterfølgende succes, hvor det for ham altid har været vigtigt, at virksomheden ikke bare skulle generere overskud på bundlinjen, men også være på forkant som et eksempel på hans vision om ”humanistisk kapitalisme”. Selvom Brunello i bund og grund er en forretningsmand, får man et meget overbevisende indtryk af, at økonomisk overskud ikke er målet, men midlet til at skabe de bedste rammer og vilkår for de ansatte og folk omkring ham og samtidig forbedre og udvikle samfundet lokalt og internationalt.

Dette kommer til udtryk på mange forskellige måder, og vi ser under vores besøg i Solomeo mange eksempler på, hvordan han efterlever det.

ET VÆRDIGT ARBEJDE

Solomeo er en lille men driftig middelalderby med omkring 450 beboere. Ca. halvdelen af disse beboere er beskæftiget af Brunello Cucinelli, og der arbejder i alt ca. 1.000 mænd og kvinder fordelt over de forskellige områder i Solomeo, fra hovedkvarteret og fabrikken, til fodboldklubben, skrædderskolen, vingården, teatret, biblioteket, samt alle parker, pladser og monumenter. Alt sammen steder, nye som gamle, som Brunello holder af og som han gennem de seneste årtier via sin fond har geninvesteret sine penge i at bygge, restaurere og vedligeholde.

Disse kulturelle samlingspunkter er afgørende, fordi Brunello Cucinelli sætter mennesket i centrum. Det hele starter derfor også med de folk, som arbejder for ham. Det er tydeligt, at han behandler folk med stor respekt og værdighed, uanset om det gælder syerskerne på fabrikken, gartnerne som passer på den lille middelalderby eller de folk, som vi når at hilse på under vores besøg på deres hovedkvarter. Der eksisterer ikke overarbejde, og folk må eksempelvis ikke sende mails om aftenen efter arbejdstid. Ansatte stempler ind kl. 8 og ud igen allersenest kl. 17.30, og de har halvanden times frokostpause, så det er muligt at komme hjem og spise med familien, hvis man ikke spiser med kollegaerne. Lønnen for de arbejdende er 30% højere end gennemsnittet i regionen, og de har desuden en lang række goder, som adgang til Brunellos sports- og trænings-center, teater og bibliotek, samt en årlig ”kulturel bonus” på € 1.000, hvor de ansatte kan få kompenseret billetter fra f.eks. museer, koncerter eller fodboldkampe.



En anden sag som ligger Brunello meget på hjerte, er den store udfordring som hele industrien oplever med fortsat at kunne uddanne og bevare kompetent arbejdskraft. Det er ingen hemmelighed, at kun få unge drømmer om at forfølge et håndværk som tidligere, men Brunello forsøger at genskabe værdigheden og gøre det attraktivt at tage et håndværk op, uanset om det er som gartner, håndværker eller skrædder. Både for samfundets skyld, men afgjort også for sin egen, da han i høj grad selv er afhængig af fremtidens unge for fortsat at kunne levere samme høje kvalitet. Derfor har han også bygget en skrædderskole i Solomeo, så han lokalt kan være med til at løse den udfordring. Her tilbyder han lønnede lærepladser til unge fra hele verden, som kommer i lære hos nogle af de dygtigste og mest erfarne skræddere. Denne udveksling giver både unge mennesker en mulighed for at lære håndværket på absolut højeste niveau, samtidigt med at Brunello opnår at skabe en stærk relation til de største talenter, og mange ender med at forsætte arbejdet for ham efter forløbet.

HÅNDVÆRK OG PRODUKT

Omdrejningspunktet for Brunellos succes er, som vi tidligere var inde på, kashmirtrøjen. Et produkt som er valgt ud ikke blot for sin åbenlyse følsomhed og skønhed, men fordi det tæt forbundet med det førnævnte håndværk og kvalitet, og i forlængelse af dette, god holdbarhed og bæredygtighed. Et kashmirprodukt bør holde for evigt, og det skal aldrig smides væk. Tværtimod, skal det gives videre til ens børn og dets holdbarhed er det sande symbol på dets værdi.

Det lyder måske lidt ambitiøst, men denne omtanke for produktet har båret Brunello frem overalt i verden og er en sandhed som er svær at argumentere imod efter så mange år, for ikke at nævne de mange loyale kunder, som næppe ville acceptere andet. Og man kender det jo selv. Hvor ofte har man ikke ladet sig fortrylle af et tilsyneladende godt produkt med et prisskilt, som måske alligevel var for godt til at være sandt? En T-shirt som synes til at være fremstillet i en fløjlsblød bomuld, eller en striktrøje, som føltes så let og glat mod huden, første gang man prøvede den på? T-shirten trak sig op over navlen ved første vask og føles som sandpapir, og trøjen tabte form, farve og ulden begyndte at nubre, efter blot et halvt års brug. I dag bliver mange produkter desværre ”sminket” for at lokke forbrugerne med noget, der umiddelbart ligner et kvalitetsprodukt. Det kan være kemikalier i varen, som giver en blød fornemmelse, men som forsvinder efter vask. Det kan være, at konstruktionen helt enkelt ikke holder, og du er nødt til at smide et produkt ud, som du havde købt i troen på, at det kunne holde i mang e år fremover.

Der findes afgjort også eksempler på det modsatte, men det er en vigtig påmindelse om, at man skal være på vagt og omhyggelig, når man handler, i dag mere end nogensinde. For vi er i den privilegerede situation, at vi har råd til at vælge rigtigt, både med omtanke for miljøet men også med respekt for det produkt og det håndværk og menneskelige proces som ligger forud, inden det havner i dit klædeskab. ”Brug og smid væk”-kulturen er virkelig skræmmende, og heldigvis blevet mindre og mindre cool blandt de oplyste forbrugere. Hvor meget ligegyldigt tøj bør man egentlig fylde sit skab med?

MERE END ET PRODUKT

Brunello Cucinelli er i ordets fulde betydning et livsstilsbrand. Et bevidst valg. En måde at tænke på og forholde sig til verden på. Det er en fælles påskønnelse af noget så simpelt som et godt håndværk og det dyrebare produkt som resultat. Det er respekt for en natur, som er i balance og for mennesket som opnår værdighed i livet. Det er et udtryk for, at rigdom ikke er lig med grådighed, og at der findes eksempler på, hvordan overskud kan bruges til at skabe glæde for andre og mest af alt fremtidssikre vores eksistens på jorden. Ikke blot ved at sikre planeten vi bor på, men måske endnu vigtigere, at gøre den til et sted, hvor man har lyst til at leve.

Brunellos yndlingscitat er af Fyodor Dostoevsky og lyder enkelt og tydeligt: ”Beauty will save the world”. Med tanke på hvad vi har været vidne til her i Solomeo, giver det meget god mening.

For os på Care of Carl er en af de store milepæle i vores rejse, lanceringen af vores ”Italienske afdeling” i 2014. Den markerede en vigtig udvikling af vort sortiment, som nu betød, at vores udvalg af varemærker havde nået det allerhøjeste niveau. Et af de firmaer som var med os helt fra starten, var Slowear. Med fire specialiserede brands under sin skræddersyede paraply, har firmaet gennem et halvt århundrede suppleret den moderne mand med det mest essentielle i garderoben. Slowear er navnet på moderskibet, som ejer de fire mærker: Incotex med sine verdenskendte bukser, Zanone med innovative strik, Glanshirt med sine afslappede hverdagsskjorter og Montedoro, som laver jakker og overtøj. Vores udvalg af Slowear-familiens brands har udviklet sig siden begyndelsen, og dette efterår introducerer vi Glanshirt i tillæg til Incotex og Zanone.

Slowear har stille og roligt opbygget et ry for ekstraordinær kvalitet og tidløs, italiensk stil. Når man investerer i produktion og innovation, i stedet for dyre marketingskampagner, er det afgørende at levere et produkt i verdensklasse. Skulle du nogensinde selv have forsøgt at Google dig frem til, hvem der laver de bedste herrebukser, er du med garanti snublet over Incotex fra Slowear. Men det er ikke alene vigtigt at lave et godt produkt, man skal også være konsekvent, og på denne måde har Slowear gennem årtier opbygget en enorm loyalitet og forkærlighed blandt sine fans rundt omkring i verden. Hele eventyret begyndte nær Venedig i 1951 og på invitation fra familien Compagno, valgte vi at rejse til Italien for at lære mere om virksomheden og dens fantastiske historie.

TUREN GÅR TIL VENEDIG

I det nordøstlige hjørne af Italien, omtrent hvor Adriaterhavet slutter og øst bliver til vest, ligger den spændende region Veneto, og regionens hovedstad Venedig. Uvirkeligt smukt, som taget ud af en Bond-film, flyver vi over den fabelagtige lagune, hvor tusindvis af floder og søer skærer gennem landskabet, før vi lander i lufthavnen opkaldt efter den berømte opdagelsesrejsende Marco Polo. Næsten som en ironisk kommentar til den følelse af spænding og eventyr vi føler forud for dette besøg, og som et tydeligt hint om stedets historiske betydning. Vi begiver os fra fastlandet i båd, og sætter kurs ud mod horisonten og en vag silhuet af byen i det fjerne. Selvom byen og dennes historie er vidt berømt, kan det stadig virke lidt ubegribeligt – tanken om ”Den flydende by”, en tusind år gammel by, bygget midt i en lagune af hundredevis af øer, og konstrueret på et fundament af træ og sten.



Som vi nærmer os byen, skyder høje, majestætiske paladser op som padehatte, til vidne om området og byens tusind års storhed. ”La Serenissima”, ”Den Fredfyldte”, er byen kaldt af poeter og forfattere, og det er tydeligt hvorfor. Vi smyger os gennem byens til tider meget smalle kanaler, og nyder den meditative ro, som findes i den let gyngende båd, noget som står i kontrast til det tydeligt, hektiske turistmylder, vi kan observere på land. Det er svært at komme helt uden om turismen, og man kan ikke slippe forestillingen om, hvordan byen så ud, dengang deres største bekymring omfattede en invasion af Napoleon eller det Osmanniske rige – ikke amerikanske og japanske turister. Trods sine blot 50.000 indbyggere, har byen årligt mere end 25 mio. besøgende, og byens naturlige begrænsninger efterlader heller ikke meget plads til andre erhverv end turisme, fiskeri og lidt landbrug på de små øer.



Men Venedig er ikke hvilket som helst sted. De har kæmpet mod Visigoter og Hunner, mod Osmannere og Franskmænd. Som maritim stormagt og kommercielt knudepunkt i Europa i nogle 1000 år, er det altså mildest sagt ekstreme prøvelser, venetianerne har været igennem, og det har unægteligt formet et folk, som man har største tillid til nok skal overkomme nutidens og fremtidens udfordringer.

ET FAMILIEFORETAGENDE

Vores vært på turen er den karismatiske Roberto Compagno som, sammen med sin bror Marzio, ejer og driver virksomheden. Oprindeligt etableret af deres far i 1951 i Mira nær Venedig under navnet Carlo Compagno Confezioni; en tekstilvirksomhed med speciale i benklæder. I dag er de, efter tilføjelsen af flere specialister, kendt under navnet Slowear. Og >specialister< er netop nøgleordet i denne sammenhæng, for virksomheden bygger på et solidt fundament, hvor der tages mindre hensyn til mode og tendenser end til kvalitet og innovation.

Det familiære i virksomheden strækker sig nu alligevel langt ud over de to brødres slægtsforhold. Alene de forskellige Slowear-brands fælles synergier vækker en familiefølelse, en følelse som bekræftes yderligere under vores ophold, hvor vi møder mange dygtige folk, som har arbejdet i virksomheden størstedelen af deres liv, og på naturlig vis, har knyttet bånd til stedet, som rækker ud over familiære forhold. Visse folk har været der siden faderens tid, altså som Roberto, der har været der i over 40 år.

RAF ELLER RAFFINEREDE LIVSSTILSPRODUKTER?

Da faderen i 1951 grundlagde sin virksomhed, lå Europa og Italien stadig i ruiner og der var blandt meget andet stor mangel på tekstilproduktion, hvilket var en god mulighed for Carlo Compagno, som i de første mange år producerede uniformer, herunder til den italienske hær og den britiske Royal Air Force. Med tiden udvikledes det ligeledes til civile arbejdsuniformer, og da Roberto og Marzio i begyndelsen af 1980’erne indtræder, sker der et vendepunkt i virksomhedens historie.

Firmaet stod ved en skillevej, og skulle beslutte, om de ville fortsætte med at producere for andre virksomheder som hidtil, hvilket reelt set betød, at de var tvunget til at flytte produktionen østpå. I stedet valgte de udvikle deres produkter med henblik på at sælge til private. Da deres store ekspertise lå i produktion af benklæder, faldt det naturligt at udvikle dette område og på den måde blev Incotex skabt som varemærke. Med sin let usentimentale klang, leder navnet, hvilket stammer fra tiden som stor tekstilproducent, måske ikke umiddelbart tankerne hen på skræddersyede bukser. Men det er i høj grad et firma, som har taget ejerskab over sin historie som producent, og som lægger meget stolthed indenfor alle aspekter af produktudvikling, forarbejdning og finish.

SKABELSEN AF SLOWEAR

”Monobrandbutikker er kedelige!” erklærer Roberto, mens vi sidder og snakker. ”Jeg elsker butikker hvor ejeren omhyggeligt har udvalgt sine varer og sat dem ind i en særlig kontekst”. Han lader til fra begyndelsen selv at have haft en vision om at gå ind i retail, men som han forklarer, er det svært at åbne en butik, som udelukkende sælger bukser. Trods et stærkt brand i Incotex, var det aldrig tanken at udvide sortimentet ved eksempelvis at sætte Incotex’ label i nakken på en skjorte eller i foret på en jakke. De besluttede sig i stedet for at opkøbe andre firmaer med fælles værdier og som virkelig var specialiserede på deres områder og op gennem årene opkøbte de jakkeproducenten Montedoro, hvor Giorgio Armani i øvrigt arbejdede, inden han startede sit eget label, samt Zanone og Glanshirt, for hhv. strik og skjorter. Disse fire brands dannede altså grundlaget for at konceptet Slowear blev undfanget, med evnen til at supplere den moderne mand med alt det nødvendige, samt ønsket om at skabe en modpol til fast fashion og vor tids overforbrug.

”Slowear er en livsstil, en filosofi som deles af vores 4 brands” fortæller han, og det er umuligt ikke at tænke på et andet koncept, som tog sin begyndelse i Norditalien tilbage i 1986, nemlig ”Slow Food”-bevægelsen, der opstod som en modsætning til det endnu mere kendte begreb ”Fastfood”. Det som de lærte fra Slow Food, var at man er nødt til at tænke sig om; Investere mere i det, spise mindre og bedre. Det samme er grundlæggende for tøj og det er tydeligt, at ethvert stykke tøj er utroligt værdifuldt for Roberto. Fra udvikling og innovation til selve produktion og finish af et par bukser, men også det etiske og moralske. Det handler blandt andet om at gøre det rette for miljøet, om at være med til at ændre folks forbrugsvaner, men også noget så konkret som at tage ordentlig hånd om sine ansatte, særligt dem på fabrikkerne, hvor det hele starter. Det er alt sammen værdier, som tillægges et Slowearprodukt, men som ikke umiddelbart er synlige. Et par Slowear chinos eller en Zanone sweater er noget værdifuldt og bør betragtes som en investering, der skal behandles med respekt og omtanke. Køber du rigtigt og tager vare på din investering, er du også sikret en længere levetid. Og det er fornuftigt både for dig selv og den verden, du lever i.

KUNSTEN AT PRODUCERE

Og for at kunne respektere et produkt, er det vigtigt at forstå det som ligger til grund for dets tilblivelse og den tid og energi som dygtige håndværkere har lagt i det. Når du eksempelvis køber et par bukser, starter et nyt liv for det specifikke stykke tøj, og det er let at glemme, hvilken rejse det har været igennem, før det kom i dine hænder. For et par Incotex bukser starter det hele med udvælgelsen af metervaren, altså selve stoffet, en meget delikat proces specielt fordi Incotex altid har lagt stor vægt på research og innovation. Når det eksklusive materiale er valgt, begynder de at udføre forskellige tests og behandlinger af metervaren. Der er ikke mange firmaer som selv er så involveret i fremstillingen og udviklingen, og det er noget som har resulteret i flere revolutionerende og patenterede metervarer, som eksempelvis deres ChinoLino og FlexWool, eller deres IceCotton, som blev udstillet på Milano’s videnskabelige museum, for sine ekstraordinært innovative egenskaber. Efter materialet er blevet behandlet og farvet, bliver buksens dele skåret og buksen realiseret i den valgte model og pasform. Denne del er utrolig ømtålelig, og involverer en lang række kontrolcheck, hvor buksen bliver efterset, så den lever op til den gældende standard for modellen.



En af Incotex’ store kvaliteter ligger faktisk i evnen til at være konsekvente. De arbejder ud fra en række faste pasformer og modeller som egentlig ikke har ændret sig i årenes løb, og grunden til at mange er så loyale mod deres produkter er netop garantien for den samme høje standard, hver eneste gang du handler. Det er en tryghed og troværdighed som er sjældent set i denne branche. Intet er overladt til tilfældighederne, og prøv for sjovs skyld at vende dine Incotex bukser på vrangen. Nærstudér detaljerne omkring gylpen, eller sømmene indvendigt ned langs benene, det er skræmmende veludført. Nu kunne vi i princippet være ligeglade med hvordan buksen ser ud indvendigt, men det er alligevel et vidnesbyrd om en grundighed og præcision som gennemsyrer hele virksomheden.

KURS HJEMAD

Vi har tilbragt dagen på fabrikken i den lille by Mira, på fastlandet ud for Venedig, og befinder os her under aften på en lokal restaurant i udkanten af byen, naturligvis med båden parkeret præcis neden for middagsbordet. Alting foregår med båd her. Og når Roberto forklarer, at han er vokset op på fabrikken, må vi antage, at han har tilbragt al sin øvrige tid ombord på en båd. Han manøvrerer gennem de små kanaler med stor autoritet og uden videre besvær, og det er meget behageligt at være i selskab af en mand, som i den grad er på hjemmebane. Mørket falder på og vi bliver sejlet hjem gennem byen, hvor de hvide paladser lyser himlen op. Der er en usammenlignelig ro; ingen både eller turister er i syne, og vi føler os hensat til en anden tid i historien. Hvem fik i grunden den vanvittige idé at bygge en flydende by af marmor? Spørgsmålet er egentlig overflødigt, nogle gange er det vigtigt bare at læne sig tilbage og nyde de smukke ting i livet. Uanset om det så er bemærkelsesværdig historie, storslået arkitek ur – eller et par enkle, velsyede bomuldsbukser.