Mød fotografen og urentusiasten Raffael Frenner

Fotografen og ure-nørden Raffael Frenner har opbygget et eget billedsprog, hvor lys, materialer og små detaljer ofte får større plads end selve urene.

Når man ser på hans billeder, er det sjældent referencen til uret, der fanger først. Ofte er det noget andet. Lyset mod en børstet urkasse. Små ridser, der viser, at uret faktisk er blevet brugt. Eller hvordan en urskive ændrer sig alt efter tidspunktet på dagen og omgivelserne omkring.

Et dressuret fra Chopard i guld kan for eksempel føles varmt og blødt i morgenlyset, men betydeligt mere almindeligt senere på eftermiddagen. Det er den type detaljer, Raffael synes at blive draget mod.

Billederne føles sjældent særlig arrangerede. Der er noget roligt og naturligt over dem, som om urene bare tilfældigvis havnede foran kameraet i det rette øjeblik.

Alt begyndte med et skrivebordsur

Interessen for ure begyndte tidligt hos Raffael. Da Raffael var ti år gammel, fik han et lille skrivebordsur af sin mor, formet som et klassisk vækkeur. Uret var mekanisk og skulle trækkes op hver dag.

Nogle år senere gjorde han det, som mange nysgerrige urinteresserede før eller senere gør: han skruede det fra hinanden.

– Det var der, alt virkelig begyndte, siger han. Jeg syntes, det var fascinerende, at alt fungerede helt mekanisk.

Når Raffael taler om ure, vender han ofte tilbage til konstruktionen og detaljerne bag dem. Interessen synes at kredse mindre om status og mere om følelsen af, at nogen virkelig har tænkt over hver del af processen.

Billeder som føles naturlige

Der er en tydelig forskel mellem bare at fotografere et ur og at skabe en følelse omkring det. Raffael arbejder tydeligt med sidstnævnte.

Et ældre Omega Seamaster i det tidlige morgenlys. En Cartier Santos, hvor børstningen i kassen næsten bliver vigtigere end selve formen. Eller en Patek Philippe Nautilus fotograferet på en måde, der føles afslappet snarere end tilrettelagt.

– Jeg vil ikke have, at billederne skal føles som reklame, siger han. Det skal føles mere som at man opdager noget selv.

Mange af hans fotografier er afskallede uden at føles tomme. Fokus ligger sjældent på perfektion. I stedet er det materialerne, lyset og de små detaljer, der får lov til at fylde.

Fire timer for en Cartier Santos

Alle der samler ure har en historie, som måske ikke lyder helt rimelig i efterhand. For Raffael handler den om en Cartier Santos. Han så modellen online en morgen og besluttede sig næsten med det samme. 

Han griner, når han fortæller, hvordan han nogle timer senere sad i bilen. Fire timer senere var uret hans.

– Det føltes bare rigtigt, siger han. Nogle gange er det nok.

Det kan også ses, at han ikke betragter ure som rene investeringer. For ham synes de tværtimod at blive noget, man opbygger et forhold til over tid.

Når detaljerne afgør

Når samtalen kommer ind på, hvad der egentlig gør et ur rigtig godt, bliver svaret eftertænksomt men klart.

– Intention, siger han efter et øjeblik.

Så begynder han at tale om proportioner. Hvordan en kasse sidder mod håndleddet. Hvordan en skive balances uden at føles overarbejdet. Hvordan kronen føles, når man trækker et manuelt værk op.

Han nævner også A. Lange & Söhne som et eksempel på et mærke, hvor teknikken får plads uden at designen føles højlydt.

For Raffael er specifikationer sjældent det vigtigste. Det er helheden, proportionerne og følelsen bag detaljerne, der afgør.

Fra podcast til fotografi

Før TimeByRaf tog form, var Raffael med til at starte UhrTalk, som under pandemien voksede til en af de større tysksprogede urpodcasts.

– Covid var en mærkelig tid. Alle startede nye projekter, og vi begyndte at tale om ure, siger han og smiler.

Det, der begyndte ret spontant, voksede hurtigt. Efter mange samtaler med samlere, handlende og entusiaster begyndte det samme mønster at dukke op igen.

– Folk køber sjældent ure kun for hvad de er, siger han. De køber dem for hvad de betyder i deres eget liv.

Den samme følelse findes også i hans billeder. Urene føles sjældent helt adskilt fra de personer, der bærer dem.

Smag som ændrer sig over tid

Når Raffael beskriver sin egen smag, taler han ikke om et tydeligt vendepunkt, men snarere om en langsom forandring.

Han begyndte med klassiske modeller fra Rolex, Omega og Tudor. Ure som mange finder til tidligt i deres interesse. Med tiden blev udtrykket mere afskallet og personligt.

I dag virker han at være lige så interesseret i et ældre Corum med fin patina som i mere velkendte modeller fra Cartier eller Patek Philippe.

Det handler ikke om at finde det mest sjældne. Snarere om at finde det, der føles rigtigt at bære.

– Man skal imponere sig selv lidt mere end andre, siger han.

Menneskerne og urene

Selvom ure står i centrum for meget af det, han gør, vender Raffael ofte tilbage til menneskene omkring dem.

Han fortæller om møder med samlere og handlere i forskellige dele af verden. Blandt andet i Ho Chi Minh City, hvor en kontakt, der først begyndte på nettet, senere udviklede sig til et nært venskab også uden for urverdenen.

Det er også her, TimeByRaf bliver mere end en konto for fotografi. Plattformen fungerer ligeså meget som en måde at skabe kontakt mellem mennesker med samme interesse.

For Raffael synes ure ofte at være begyndelsen på noget større.

Et eget billedsprog

Det, der startede som billeder af den egen samling, er med tiden vokset til et tydeligt eget udtryk. TimeByRaf handler stadig om ure, men måske endnu mere om, hvordan de faktisk føles at bære og leve med.

Lyset. Materialerne. Små spor af brug. Miljøerne omkring.

Måske er det også derfor, billederne fanger. De føles sjældent overbearbejdede, men personlige og nære.