Glem hypede ure – Thorsten Jülich samler på Piaget, guld og gode historier

Denne uge møder jeg Thorsten Jülich, manden bag @piagetcollector. Vi taler om, hvordan det hele begyndte, hvorfor Piaget stadig føles lidt som en hemmelighed i urverdenen, og om uventede møder, der kun sker, når man samler på vintageure.

Det bliver meget guld, mange stentavler og et klart tema: at samle med hjertet, ikke efter hvad der er populært.

Alt begyndte med en Polo i helguld

Når jeg spørger Thorsten, hvordan hans Piaget-rejse begyndte, forventer jeg en lang historie om utallige timer på Google og anden research. Det får jeg ikke.

– Det var en Polo i helguld. Fra tidligt 80'erne, siger han. Jeg søgte ikke engang efter en Piaget, men da jeg så de horisontale guldlinjer, der fortsatte fra leddet lige ind på skiven… Der begyndte det hele.

Designen kommer først

Når vi taler videre, indser jeg hurtigt, at Thorsten ser på Piaget på en anden måde end mange samlere ser på deres mærker.

– Piaget eksperimenterede meget. Former, materialer, skiver, de ultratynde værker … alt føles gennemtænkt. 9P og 12P-værkerne var langt foran deres tid, men Piaget talte aldrig så meget om det. De gjorde det bare.

Når han leder efter et nyt ur, søger han først efter følelsen.

– En smuk sten skive eller en lidt underlig kasseform – det er det, der fanger mig. Urværket er en bonus. Designen er det, der trækker mig ind.

Ure som personligt udtryk

Jeg spørger, om han mener, at ur-samlingen er blevet mere kunst end status de seneste år. Han nikker straks.

– Folk bruger ure mere for at udtrykke deres stil. Piaget gjorde det allerede i 70'erne og 80'erne. Farve, form, manchetuhr … de lavede ikke modeller, der skulle passe til alle. De lavede ure til personer, der turde skille sig ud.

Han nævner Andy Warhol som eksempel.

– Warhol bar Piaget for udtrykkets skyld. Han brugte endda ikke urene til at tjekke tiden. Og nu begynder folk at fatte hele ideen.

Hvad tænker du om Piagets blanding af urmagervidenskab og smykkedesign?

– For mig er der ingen forskel, siger Thorsten. Leddet, skiven, kassen — alt er lavet med samme omhu som urværket. Det er som et smykke, man kan tage op og bruge som ur. Sådan ser jeg dem.
 

Et personligt arkiv

Når jeg spørger, hvad han egentlig bygger op — et museum, en samling eller noget helt andet — tænker han et øjeblik.

– Noget midt imellem. Det er et personligt arkiv. Jeg samler kun ting, som jeg selv kan lide, ikke hvad markedet siger, man skal have. Hvis et ur har stil og karakter, så er jeg interesseret.

Han har også en favoritkategori, som få taler om: Piaget Polos på læder.

– Referencerne 8673, 9993 og nogle flere. Alle vil have helguldslænkerne, men disse har samme sjæl. Stenskiver, tynde profiler, fine proportioner. Helt undervurderede. Jeg har seks stykker nu, og jeg leder altid efter flere.

Stil og følelse i en kombineret rod

Hvordan tænker du, når du matcher ure og tøj?

– Jeg tager det på, som føles rigtigt. Nogle ure fortjener lidt mere end sokker og sandaler, det er klart, siger han. Men oftest handler det bare om følelse.

Hvordan ser fremtidsplanerne ud?

– Jeg fortsætter med at samle. Jeg går efter det, der giver mig energi. Jeg har nogle projekter i gang, men ingenting fastlagt. Jeg kan godt lide, at det får lov til at vokse naturligt. Uventet. Lidt som Piaget.

Följ Thorsten

För att se hans senaste fynd och tankar:
Instagram: @piagetcollector